Arbejdsmiljørepræsentantåret 2019 – styrket fokus på et godt og sundt arbejdsmiljø

Arbejdsmiljørepræsentantskabsåret 2019 blev skudt i gang med et stort arrangement i Odense Congress Center den 8. januar 2019, hvor 1500 arbejdsmiljørepræsentanter deltog.

Vi er kommet rigtig godt fra start med Fagbevægelsens Hovedorganisation (sammenlægningen af LO og FTF) fra 1. januar 2019. 
 
Den første store fællesindsats i den nye hovedorganisation er at sætte særligt fokus på arbejdsmiljørepræsentanterne og deres arbejde med at forbedre arbejdsmiljøet på arbejdspladserne.
 
Arbejdsmiljørepræsentantskabsåret 2019 blev skudt i gang med et stort arrangement i Odense Congress Center den 8. januar 2019, hvor 1500 arbejdsmiljørepræsentanter deltog.
 
Det er vigtigt, også for os i TAT, at der sættes ny og forøget fokus på arbejdsmiljøet, da der med de seneste års reformer på arbejdsmarkedet, herunder tilbagetrækningsreformen, som fremover successivt hæver aldersgrænsen for, hvornår man kan gå på efterløn og pension, at arbejdsmiljøet forbedres og psykisk og fysisk nedslidning formindskes.
 
Det er derfor helt nødvendigt, at arbejdsmiljørepræsentanterne klædes bedre på til at løse de forskellige udfordringer, som de møder til dagligt på arbejdspladserne.
 
En undersøgelse viser, at kun 44 % af mere en 25.000 arbejdsmiljørepræsentanter i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) får tilbudt de 1½ dages årlig uddannelse, som ellers blev indført med AMO-reformen tilbage i 2010. Herudover viser undersøgelsen, at kun 54 % af de nye arbejdsmiljørepræsentanter er blevet tilbudt den lovpligtige uddannelse. Det kan og skal selvfølgelig gøres bedre.
 
Derfor er det et rigtig godt initiativ, at vi samlet sætter fokus på arbejdsmiljøet og det helt nødvendige arbejde, som arbejdsmiljørepræsentanterne løfter ude på arbejdspladserne.
 
Det er endvidere vigtigt, at arbejdsmiljørepræsentanternes status og renommé får et løft, da deres arbejde med at forbedre arbejdsmiljøet er og fremover bliver et helt centralt omdrejningspunkt for, at vi alle kan komme gennem en lang (og fremover relativt længere) arbejdskarriere på arbejdsmarkedet.
 
Næstformand i FH Morten Skov Christensen understregede på mødet, at arbejdsmiljørepræsentanter gør en uvurderlig indsats for at forbedre deres kollegers arbejdsmiljø på landets arbejdspladser:”Ofte slog det mig, at når nogen blev rost i fagforeningen, så var det tillidsrepræsentanterne. De blev omtalt som ”ryggraden i fagbevægelsen”. Jeg synes, tillidsrepræsentanter er fremragende! Men ved i hvad? Det er I også! I er også del af ryggraden i fagbevægelsen. Det arbejde, I gør, er så vigtigt for jeres kolleger”. 
 
Jeg kan kun gøre Mortens ord til mine – arbejdsmiljørepræsentanterne ude på arbejdspladserne er helt uundværlige og helt centrale for at vi kan forbedre arbejdsmiljøet – til gavn for alle.
 
Kom og vær med - når vi løfter i fællesskab, kan vi sammen gøre arbejdsmiljøet bedre og støtte arbejdsmiljørepræsentanterne i deres helt uundværlige arbejde.