Glædelig jul og Godt nytår fra TAT

Julen er over os og året 2018 er snart et årstal!

Det er nu tæt på julen, hvor vi giver hinanden gaver og glæder os til at fejre højtiden i samvær med venner og familien. Det er en tid til eftertanke og en tid, hvor vi også glædes over at være nærværende for andre. I det billede skal vi huske, at der er mange, der ikke ser og oplever julen som andet end endnu en dag, og som måske har svært ved at få dagen og vejen til at hænge sammen.

I 2018 har vi arbejdet med aftalekrav og fik et forlig, der med afsæt i sammenhold fik et godt forløb, også selvom der til sidst var bumpe på vejen. At vi nu kæmper med at få udmøntet aftalerne i overensstemmelse med det vi aftalte ved bordene, er en bekræftelse på den holdning og opfattelse af os som faglige organisationer der hersker i Moderniseringsstyrelsen. Tænk at der nu skal kæmpes om at få betalt spisepause udmøntet alle steder indenfor aftalen dækningsområde. Sammenholdet er også her vigtigt for at få mobiliseret en samlet front mod arbejdsgiverne i Finansministeriet.

På TATs område er der forhandlinger for at udmønte vores aftaler på Erhvervsskolerne, hvor vores justeringer og tillæg afventer lederaftalerne – men heldigvis er de aftalt og skal udmøntes med tilbagevirkende kraft. Det bliver således en forsinket julegave eller en glædelig nytårsgave.

Politisk har finansloven været præget af de sædvanlige indenrigspolitiske dagsordner, som trækkes ind i forhandlingerne. Det er dog lykkedes at få overbevist nogle politikere om, at vi ikke kan drive Erhvervsskolerne frem til en attraktiv og udviklende institutioner, hvis man fortsat udhuler deres økonomiske råderum. Den årlige 2% besparelse blev heldigvis aflyst for 2019, men der er fortsat behov for øget økonomisk genopretning af hensyn til investeringer og udvikling/fastholdelse af dygtige lærer og ledere. De overordnede målsætninger for uddannelse i samfundet kræver et helt andet blik på ungdomsuddannelserne, hvis vi skal få vores unge mennesker til at søge over og tager en af de mange faglærte uddannelser, der er fundamentet for udvikling og sikring af fremtidens arbejdspladser.

Selvom man presser ældre til at blive længere og længere på arbejdsmarkedet, så skal der være nye friske til at tage over!

Dagpengesystemet er gennem mange år stille og roligt blevet udhulet, ikke bare i forhold til dækningsgraden af det man får udbetalt ved ledighed, men nu også i muligheden for at opretholde sin dagpengeret. Det er som om politikerne slet ikke kan se værdien af Flexicurity-modellen, der jo er en kontrakt der skaber et dynamisk arbejdsmarked, men ser besparelser og pisk som eneste incitamenter i deres arbejdsmarkeds model.

I takt med at det daglige arbejdspres stiger og rigtig mange slides op, er der behov for at se på de støtte foranstaltninger, som samfundet sætter op. At regeringen som en anerkendt præmis accepterer, at 20 – 25% af den arbejdende befolkning slides op fysisk og psykisk er jo skræmmende, samtidig med de udhuler støtte muligheder og fjerne tilsynsmyndighedernes mulighed for at råbe vagt i gevær, fx arbejdstilsynet.

Vi fik nogle gode lønstigninger aftalt for de næste 3 år, men der er fortsat en kamp vi skal kæmpe sammen, for at få et arbejdsmarked, hvor arbejdstageren ikke blot anses for arbejdskraft/et CPR nummer, men også ses som en værdifuld bidragsyder og ikke mindst som et helt menneske.

I 2019 bliver TAT en del af den nye hovedorganisation, der er en fusion af LO og FTF – FH Fagbevægelsens Hovedorganisation. Her vil der opstå helt nye muligheder for samarbejde og alliancer, som skal dyrkes og indgå i vores fremtidige faglige arbejde. Der er allerede taget initiativ til deltagelse i en række arbejdsgrupper og udvalg i den nye hovedorganisation, hvor vi kan gøre vores stemme gældende og presse på, for at vi små organisationer ikke skal glemmes, men at vi har værdifulde indspark til fremtidens arbejdsmarked.

Vi vil i TAT sige jer en stor tak for året der nu snart er gået, og ønsker jer alle en god jul og et godt nytår.

Kærlig hilsen

Lars Bonde Eriksen