TAT fyldte 100 år i november 2013

En kreds af skrivere fra de forskellige ministerier besluttede at oprette en forening. Den 5. november 1913 var der stiftende generalforsamling, hvor foreningen så dagens lys under navnet Foreningen af ministerielle skrivere. Der var 45 personer til stede og kontingentet blev fastsat til 1 kr. pr. kvartal. Der var dog nogle af de tilstedeværende, der gjorde indsigelse mod det høje kontingent!

På et tidspunkt skifter foreningen navn til Foreningen af Kontorassistenter og Kontorister i Ministerierne og i 1932 igen til Ministeriernes Kontorforening. I 1974 fik foreningen sit nuværende navn, Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænd, i daglig tale forkortet til TAT.

De 100 år vil vi i jubilæumsåret markere med en række artikler på hjemmesiden, der beskriver udviklingen på de statslige arbejdspladser og i TAT igennem de 100 år.

Til det brug vil vi meget gerne høre fra jer, hvis I ligger inde med materiale og billeder fra de 100 år, som vi kan bruge til de løbende artikler. Vi har allerede modtaget noget spændende materiale fra Ministeriet for Børn og Undervisning, men vi vil være rigtig glade for at modtage materiale fra jer, der beskriver udviklingen igennem de 100 år i ministerierne og styrelserne.

Tirsdag den 5. november 2013 markeredes TAT's 100-års fødselsdag på Konferencecentret KOSMOPOL i København.

Det blev en festlig dag med taler om fagbevægelsens betydning (Mogens Lykketoft), festtale ved TAT's formand Lars Bonde Eriksen, og et muntert causeri om fagbevægelsens historie og tjenestemænd i særdeleshed ved stand-upperen Lasse Rimmer.

Fra alle os til alle jer: Hermed siger vi tak til alle for fremmøde og for gaver: billeder, chokolade, bolsjer, vin, bøger og blomster. Jeres interesse og opmærksomhed var overvældende.