TAT hjælper dig

Har du brug for råd om løn, arbejdstid eller andre forhold som vedrører dig i dit arbejdsliv, står TAT til din rådighed. 

Din lokale tillidsrepræsentant eller TAT's sekretariat kan bl.a. bistå med

  • Løntjek, inden du skriver en ansættelseskontrakt under eller hvis du er usikker på om du får den rigtige løn
  • Lønforhandlinger
  • Forhandlinger om andre aftaler, som f.eks. seniorordninger, fratrædelse eller nogle helt tredje
  • Juridisk kompetence ved opsigelser
  • Socialrådgivning og assistance i sager om arbejdsskader

I akutte sager får du svar indenfor 24 timer

I verserende sager indenfor tre arbejdsdage

Øvrige henvendelser indenfor en uge

Spørgsmål om løn

En stor del af TAT's medlemmer er gået over på Ny Løn. Her kan du læse Nyt lønsystem for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte inden for Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænds forhandlingsområde (TAT).

Hvis du har spørgsmål, brug for løntjek eller hjælp til forhandlinger, kontakt venligst sekretariatet 

 

Kontraktsansættelser

TAT har mange medlemmer, der er ansat på individuelle kontrakter.  

Vi oplever, at denne ansættelsesform vinder frem – også på de områder, hvor vi har forhandlingsret og dermed organiserer medlemmer ansat på tjenestemands-og tjenestemandslignende vilkår.  

Når du ansættes på individuel kontrakt, skal alle forhold reguleres i kontrakten. Det omfatter bl.a. din arbejdstid, din løn, regler for overarbejde, barselsrettigheder og meget andet. Som kontraktansat er man ikke omfattet af de rettigheder, som udspringer af en kollektiv overenskomst.  
Alle ansættelsesvilkår og forhold, som ikke er lovreguleret, skal aftales individuelt og det er derfor afgørende, at du får gennemgået kontrakten nøje inden du underskriver den.  

TAT kan hjælpe dig, så du er sikret bedst muligt ved aftaleindgåelsen. Kontakt TAT for rådgivning og vejledning ved indgåelsen af kontrakten.  

Hvis TAT vurderer, at der er behov for advokatbistand i forbindelse med indgåelse af en kontrakt vil TAT sætte det enkelte medlem i forbindelse med foreningens advokat. Den faglige konsulent i TAT's sekretariat er bindeleddet mellem advokaten og det enkelte medlem. Den faglige konsulent kan kontaktes på mail tat@tat.dk   

Læs mere om kontraktansættelse her, hvor du finder link til "Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten", og en huskeliste med punkter til, hvad en kontrakt skal indeholde - ”Husk aldrig at glemme”. 

”Husk aldrig at glemme” 

Du skal være opmærksom på, at en ansættelseskontrakt, som minimum, skal indeholde oplysninger om: 

  • Hvem er arbejdsgiver, og hvem er arbejdstager. 
  • Arbejdsstedets beliggenhed. 
  • Beskrivelse af arbejdet eller angivelse af arbejdstagerens titel, rang, stilling og jobkategori. 
  • Ansættelsesforholdets begyndelsestidspunkt. 
  • Ansættelsesforholdets forventede varighed, hvor der ikke er tale om en tidsubestemt ansættelse. 
  • Arbejdstagerens rettigheder med hensyn til betalt ferie, herunder om der udbetales løn under ferie.
  • Varigheden af den ansattes og arbejdsgiverens opsigelsesvarsler eller reglerne herom. 
  • Den gældende eller aftalte løn, som arbejdstageren har ret til ved ansættelsesforholdets begyndelse samt tillæg og andre løndele, der ikke er med heri, fx pensionsbidrag, eventuelt kost og logi samt lønudbetalingsterminer.
  • Den daglige eller ugentlige arbejdstid.
  • Angivelse af den kollektive overenskomst der evt. regulerer forholdet. 

Derudover skal der tages stilling til alle andre væsentlige forhold i ansættelsesaftalen. Er du f.eks. ansat på såkaldt jobløn, uden yderligere betaling for mer-/overarbejde, bør det fremgå, og ellers bør det fremgå om du har krav på betaling for overarbejde. Har du ret til hjemmearbejdsplads bør det fremgå, hvad der er aftalt herom. Har du ret til forhøjet ferietillægssats eller ret til den 6. ferieuge, så skal det også fremgå af kontrakten. 

Hvis din arbejdsgiver vil forringe dine vilkår, så kan det som udgangspunkt kun ske, hvis det varsles over for dig. Det indebærer, at din arbejdsgiver – hvis man eksempelvis vil sætte din løn eller arbejdstid ned – først skal sige din stilling op og tilbyde dig en ansættelse på de nye vilkår. Det gælder selvfølgelig ikke, hvis din arbejdsgiver vil forbedre dine vilkår, f.eks. at give dig en lønforhøjelse. 

Husk at bruge din faglige organisation og de kompetence der her er samlet ansættelsesretsligt! En kontakt og et råd kan være guld værd.  

Arbejdsmiljø

Godt arbejdsmiljø - et fælles ansvar

For flertallet af TAT's medlemmer er udfordringerne med det psykiske arbejdsmiljø større end for det fysiske. Selv om der stadig er en del, hvis fysiske arbejdsmiljø giver belastninger og skader, er der generelt på de statslige arbejdspladser efterhånden gennem arbejdsmiljøudvalg og ledelse udviklet gode rutiner for både forebyggelse og behandling/genoptræning. Indsatsen for det psykiske arbejdsmiljø halter noget bagefter. Undersøgelser dokumenterer øgede problemer med stress og andre psykiske belastninger. Det koster dyrt for såvel den enkelte som for arbejdspladsen, så det er i alles interesse at opprioritere det systematiske arbejdsmiljøarbejde. 

Første skridt må være, at såvel politisk som administrativ ledelse i staten tager opgaven alvorligt, anerkender hvad sparerunder, stadig nye omstruktureringer og ikke mindst mange indslag af en belastende ledelseskultur betyder for det psykiske arbejdsmiljø og udvikler styrings- og ledelseskultur, der fremmer trivsel og faglig udvikling.

Ledelse og medarbejdere i fællesskab skal lave retningslinjer for det psykiske arbejdsmiljø på deres arbejdsplads. Og det er ledelsens ansvar. 

I fagbevægelsen arbejder vi, bl.a. gennem FTF med at samle viden og uddanne tillidsvalgte til at bidrage med at løse denne store opgave. 

Den moderne arbejdsgiver og fagforening går i dialog og løser problemer i fællesskab. TAT arbejder løbende for at parterne i fællesskab lokaliserer barrierer for det gode psykiske arbejdsmiljø og udvikler konkrete løsningsforslag.

Har du brug for råd og sparring om dit arbejdsmiljø, kan du kontakte din lokale tillidsrepræsentant eller TAT's sekretariat 

Arbejdsmiljø på nettet

Der kan nu hentes vejledninger til et bedre arbejdsmiljø på nettet. Det er Branchearbejdsmiljørådet for finans og ansatte på offentlige kontorer, der har udgivet nye vejledninger på nettet.

 

https://www.arbejdsmiljoweb.dk/

https://www.ftf.dk/arbejdsmiljoe/

https://www.ftf.dk/offentligstyring/