Aftaleforhandlinger i en Coronatid

Det har på alle måder været et mærkeligt år, hvor samfundet i perioder har været lukket ned, og hvor vi alle har levet under vilkår, man skal langt tilbage i historien for at finde noget der minder om det vi er udsat for.
De åbne samfund med stor frihed og mobilitet har pludselig fået en anden fjende end det der nogen steder ligger indlejret i de politiske systemer. Vi har alle fået en kraftig læring af denne pandemi, om hvor sårbare vi er og hvor hurtigt der kan blive vendt op og ned på den måde vi lever, er sammen og arbejder på. Det kommer helt sikkert til at ligge dybt i os, også efter vi har fået vaccinen og sygdommen på afstand.

Pandemien har også sat yderligere skub til den digitale udbredelse. Man kan sige at industrisamfundets tankegods med de 3 gang 8 timer nu viskes ud, idet vi i en stor del af de moderne job ikke behøver at møde ind på en arbejdsplads, men kan gå direkte fra sengen og hen til computeren – og en, to, tre er vi på arbejde. Møder kan ligeledes afholdes både internt og i udlandet via videokonferencer.

Der venter os i fremtiden mange store udfordringer og store besparelsesmuligheder, fx mindre krav til kontorarealer, færre rejser, mere effektivitet i opgavevaretagelsen grundet færre forstyrrelser, men alt dette har en pris. Hele den menneskelig kontakt og det kollegiale element forsvinder og erstattes af et Facebook ”ven-begreb”. Det at miste det sociale liv er en kæmpe fare og vil for nogen skabe ensomhed og isolation, derfor skal de sædvanlige konsulenter med regneark og diagrammer ikke denne gang få magten og ensidigt se på effektivitet og optimering. Vi må stille krav om, at det at være en del af et moderne arbejdsmarked også skal give os mulighed for at mødes fysisk og ses udenfor familiens begrænsede rum – det daglige grin og mødet over en kop kaffe på gangen skal fortsat være en mulighed.

I pandemiens lys, forsøgte vi at få udskudt aftaleforhandlingerne via en forlængelse af den nuværende periode. Dette da samfundsøkonomien er meget presset grundet støtte og hjælpepakker.
Det var der ikke fuldt opbakning til på arbejdstagersiden, hvorfor forslaget ikke blev en realitet. Nu skal vi så i gang med de velkendte aftaleforhandlinger, hvor der udveksles aftalekrav den 17. december, med henblik på at få et resultat omkring påske, hvis ikke vi endnu en gang skal i forligsinstitutionen.

Det er en meget presset økonomi vi ser ind i, og reguleringsordningen forventes at udmønte en negativ procent (Reguleringsordningen er den mekanisme, der sikrer at der er balance mellem lønnen i offentlig og privat sektor).
1. februar udløses den sidste regulering af lønnen fra aftaleforhandlingerne 2018 på 0,68%, men det forventes, at det ikke er nok til at sluge reguleringsordningens negative udmøntning. Hvor stor en negativ regulering der er tale om, ved vi ikke med sikkerhed endnu, men det vil vi blive mere skarpe på, når Danmarks Statistik her i december melder deres prognose ud. Vi må dog forvente, at vi kommer i en situation, hvor vi skal gå lidt ned i løn – forventeligt i en meget kort periode evt. frem til efter aftaleforhandlingerne, hvor et vigtigt fokusområde er lønforbedringer, der kan opsluge nedgangen. Det er for almindelige indkomster under 100 kr. om måneden.  

Skatteministeren – der er statens arbejdsgiver, kan naturligvis spænde en hånd ud under de offentlige ansatte og dermed forhindre at vi skal gå ned i løn. Det er sket før, men er alene ministerens beslutning.

Aftaleforhandlingerne skydes i gang

Aftalekravene har i efteråret været gennem de sædvanlige beslutningslag i foreningerne, i Centralorganisationerne og i Centralorganisationernes fællesudvalg.

I dag har arbejdstager og arbejdsgiver udvekslet krav. Arbejdstager og arbejdsgiver ser ind i en række fælles udfordringer, men har naturligvis forskellige briller på, hvorfor vi har behov for forhandlinger for at finde en fællesvej.

Arbejdsgiverne lægger op til mere enkle rammer og dermed mindre mulighed for faglig regulering fra parterne. Det er der ikke noget nyt i, men man skal huske på, at vi som arbejdstagere gennem mange år har set det faglige system og ikke mindst det lokaleforhandlingstrin miste indflydelse, idet arbejdsgiverne ikke alle steder ser værdien af en stærk faglig organisering. De tillidsvalgte får mindre rum og der er mindre transparens i økonomi og selve forhandlingsrummet.
Derfor skal vi naturligvis værne om vores faglige værdier og resultater, og gerne genvinde noget af det der er gået tabt - ikke mindst lokalt hos TR’erne og i arbejdet i samarbejds-/sikkerhedsudvalgene. 

CFU’s krav har central fokus på det gode arbejdsliv og vores ansættelsesvilkår. Det at vi skal have et længere arbejdsliv kræver også bedre regler for vores arbejdsliv generelt og gerne med fokus på de forskellige livsfaser.

Ændringer i jobbene kræver opdatering af kompetencerne, hvorfor dette bliver et vigtigt tema, hvor ikke bare arbejdsgiveren har et ønske, men hvor arbejdstagerne gerne ser mere åbent på emnet, så det ikke bare er her og nu kompetencer der er fokus på, men at man også kan udvikle sig mere bredt og fx til nye muligheder og job.

Isoleret set er de krav TAT sendte frem blevet godt modtaget og vi kan heldigvis genfinde mange af vores krav i det der spilles ud med fra vores centralorganisation.

Et er vores krav og ønsker, men pandemien vil klart sætte et stort fingeraftryk på de kommende forhandlinger og resultatet. Så lad os håbe, at vi tidligt i forløbet kan se ind i en tid, hvor vi får vacciner og stoppet smitten i samfundet og dermed kan få et mere normalt liv igen.

I ser kravene her:

CFU's generelle krav

Krav til CFU

CFU pressemeddelelse